
Æ tognørder
Julehjertebyen har to juletog. Begge tog har to vogne, hvor der kan være 5 voksne eller 8 børn med pr. vogn.
Vi er ca. 50 personer i toggruppen Tognørder, der holder julehjertetogene ved lige og gør klar til syn. Derudover fungerer vi selvfølgelig som togfører, til glæde for mange børn og voksne. Julehjertetogene havde i 2019 over 10.000 personer med og kørte 1.537 km, der svarer til en tur fra Aabenraa til Vernedig.
Vi siger mange tak til samtlige sponsorer der har bakket os op og stadig gør. Uden deres uvurderlige hjælp ville der ingen juletogskørsel være i Aabenraa.
Har du ris eller ros, en god ide eller andet, måske at lege med os som tognørd eller togfører, så kontakt ansvarlig og koordinator for togdriften i Julehjertebyen:
Ingolf ”Guffe” Lorenzen
Tlf. 20 25 60 48
guffe48@hotmail.com
Vi vil gøre alt for, at alle får en god oplevelse og vores motto er: ”Tog til tiden”.
God tur!
Venlig hilsen og møjn
Æ tognørder og togfører
Julehjertetogene
Julehjertetog nr. 1
Æ gamle tog, Litra F. 435, som Malene Bruhn købte i 2010 defekt og med fejlkonstruktion. I 2013 dannede 7 mand en tognørdegruppe og så gik vi ellers igang. Toget er bygget op på en 1998 Suzuki Vitare med en Ford Ka motor med katalysator + gearkasser fra Ford + Volvo 444 + rat og instrumenter fra WV + pedaler fra Peugeot + div. Synet 2013, ja en rigtig kloning.
Julehjertetog nr. 2
Et eltog Tesli, som vi købte i Canada i 2015 som prototype af Wattman, Maxi XT Express, og det første grønne eltog i Danmark.
Electric DC motor, 48 volt , 8 x 6 volt batterier 225 ah med røgmaskine, kamera, tog og lyd m.m. Et rigtigt voksen- og drengerøvslegetøj 🙂
Lidt historie
Det sidste damplokomotiv der kørte i Aabenraa var et DSB Litra F 435. Det var bygget i Winterthur, Schweiz i 1917 og kørte i Sønderjylland på forskellige strækninger. Efter krigen i 1945 blev det brugt på havnen i Aabenraa til opvarmning af flygtningeskibe og slutteligt som rangering fra Aabenraa til Rødekro og hensat i 1961.

